Vejsyn 2010

Vejsyn 2010 (marts)

Skalbjergvej blev på foranledning af G/F Skalbjerg inspiceret af Jacob Mortensen fra NCC d. 31. marts 2010. Formålet var at få rådgivning til en langtsigtet vedligelholdelsesplan.


Indledningsvis blev Jacob Mortensen gjort bekendt med at:

DONG planlægger at nedgrave el-kabler i 2011. Det vil betyde at DONG vil grave fortovet op i ulige side af vejen.


Tårnby Kommune påtænker renovering af kloakledninger i 2015/16, hvilket vil betyde omfattende opgravning af vejbanen, primært i ulige side.


Eftersynet afstedkom følgende kommentarer:

Den revneforsejling, der blev lavet i 2006, så ud til at holde fint, men en del nye revner er opstået. Pga. regnvejr under besigtigelsen var det dog lidt svært at se revnerne. Det bedste tidspunkt at se revner på er, når vejen tørrer efter regnvejr. Revnerne vil se mørke ud, da de er længere om at tørre.


Hvis ikke der snart udføres ny revneforsejling, kan vejen formentlig ikke holde indtil 2015/16, hvor vejen skal graves op pga. kloakarbejde. Jakob anbefalede derfor en ny omgang revneforsejling. Det vil koste i størrelsesordenen 5.000 kr.


Borterne (dvs. asfaltstriberne mellem fortovsfliser og kantstene) i begge sider er temmelig medtagne. Vi bør derfor undgå at parkere med hjulene oppe på borten. En renovering af borterne kunne f.ex. være at fylde dem op de steder de er sunket. Derefter kan man smøre et lag asfalt på dem efterfulgt af et lag skærver. En sådan omgang vil (slag på tasken) ligge omkring 30.000 kr.


Da kloakarbejdet i 2015/16 uvilkårligt vil medføre, at udgravningen sætter sig i løbet af de efterfølgende 1-2 år, vil det være synd at lægge nyt slidlag på hele vejen før dette er sket. Nyt slidlag kan derfor først anbefales omkring 2017/2018.



Ny hjemmeside undervejs


Foreningens nye hjemmeside er ved at tage form. der mangler at blive flyttet nogen ting fra den gamle side, men det vil ske over de næste par uger.

Billederne bliver også skiftet ud så snart vejret er til at tage nogle flotte billeder af vores vej.

Hvorfor ny hjemmeside?

Det er nødvendigt fordi den gamle er for besværlig at vedligeholde.

Den gamle hjemmeside er også 10år gammel og tiden er løbet fra designet.

Nabohjælp


Vi har på Skalbjergvej mange beboere med skiftende eller ingen arbejdstid. Derfor bliver der altid holdt godt øje med hvem der færdes på vejen.

Men for at gøre det endnu sværere for folk med skumle hensigter at udføre deres hverv her på vejen, opfordres alle på vejen til fortælle deres naboer hvornår de evt. er bortrejst, så der kan blive holdt ekstra godt øje med huset.

 

Grundejerforeningen Skalbjerg


"Grundejerforeningen Skalbjerg" blev stiftet d. 28 september 1958 ved sammenlægning af "Parcelforeningen Skalbjerg" (ulige numre) og "Grundejerforeningen Broager" (lige numre), begge stiftet i 1940.


Grundejerforeningen Skalbjerg tæller 24 parceller beliggende på Skalbjergvej, inklusiv hjørnegrundene.

Foreningen fortager forskellige sociale og praktiske opgaver jævnføre foreningens vedtægter.