Vejsyn 2006

Vejsyn 2006 (september)

Skalbjergvej blev på foranledning af G/F Skalbjergvej inspiceret af NCC d. 20/9-2006 med henblik på at få en faglig rådgivning omkring vedligehold.


Eftersynet afstedkom følgende kommentarer:


Vandafledningsbrønd ud for nummer 7 er formentlig defekt, da et dybt hul ved siden af brønden adskillige gange er blevet efterfyldt med grus - totalt er flere trillebøre fulde hældt i hullet. Anders går videre med dette problem. NCC anbefaler video inspektion af kloaken. NCC fraråder at reparere belægningen før årsagen til problemet er klarlagt og løst.


I det store og hele er både vej og fortov pænt, og kræver ikke øjeblikkelig vedligehold (bortset fra ovenfor omtalte hul).


Vejens belægning er slidt ned til "stenene". Dette er normalt for en vej med den alder (ca. 16 år).


Der er en del revner i vejen. Disse er i det store og hele ret små, og det er ikke påkrævet at reparere dem, men en reparation (opfyldning med gummi masse) vil kunne udskyde behovet for et nyt slidlag på vejen med ca. 3 år. NCC fremsender tilbud på at få udbedret disse revner. Det forventes at blive på ca. 10.000,- kr.


Der er en lunke ud for nummer 16. Medmindre den er til gene for beboerne er der ingen grund til at gøre noget ved det. Godt nok er det ikke godt for vejen at der undertiden står vand dér, men det ville være uforholdsmæssigt dyrt at udbedre det.


Nogle fortovsfliser er knækket. Økonomisk er der ikke nogen gevinst ved at udskifte dem, men vi kan få påbud fra kommunen om at gøre det senere.


Kantstenene (beton) er nogle steder knækket i hjørnerne. Dette har kun kosmetisk betydning. En gang i forbindelse med større reparation af vejen kan vi overveje at udskifte dem med granit.


Opfyldningen med asfalt mellem fortovsfliser og kantstene er ikke pæn, men dette har kun kosmetisk betydning. Det skal dog indprentes, at biler ikke bør parkeres med hjulene oppe på fortovet (opfyldningen), da dette i høj grad nedbryder denne.


Vejen må forventes at skulle have nyt slidlag (2 cm asfalt lægges ovenpå) om ca. 5 år (afhængigt af om vi får gjort noget ved revnerne). Dette koster i størelsesordenen 100.000,- kr.




Ny hjemmeside undervejs


Foreningens nye hjemmeside er ved at tage form. der mangler at blive flyttet nogen ting fra den gamle side, men det vil ske over de næste par uger.

Billederne bliver også skiftet ud så snart vejret er til at tage nogle flotte billeder af vores vej.

Hvorfor ny hjemmeside?

Det er nødvendigt fordi den gamle er for besværlig at vedligeholde.

Den gamle hjemmeside er også 10år gammel og tiden er løbet fra designet.

Nabohjælp


Vi har på Skalbjergvej mange beboere med skiftende eller ingen arbejdstid. Derfor bliver der altid holdt godt øje med hvem der færdes på vejen.

Men for at gøre det endnu sværere for folk med skumle hensigter at udføre deres hverv her på vejen, opfordres alle på vejen til fortælle deres naboer hvornår de evt. er bortrejst, så der kan blive holdt ekstra godt øje med huset.

 

Grundejerforeningen Skalbjerg


"Grundejerforeningen Skalbjerg" blev stiftet d. 28 september 1958 ved sammenlægning af "Parcelforeningen Skalbjerg" (ulige numre) og "Grundejerforeningen Broager" (lige numre), begge stiftet i 1940.


Grundejerforeningen Skalbjerg tæller 24 parceller beliggende på Skalbjergvej, inklusiv hjørnegrundene.

Foreningen fortager forskellige sociale og praktiske opgaver jævnføre foreningens vedtægter.